Udskriv Regel
1
Spillet, spilleropførsel og Reglerne
Formål: Regel 1 introducerer disse centrale principper for spilleren:
  • Spil banen, som du finder den, og spil bolden, som den ligger.
  • Spil efter Reglerne og i spillets ånd.
  • Du er ansvarlig for at medregne egne strafslag, hvis du bryder en Regel, så du ikke kan få nogen mulig fordel overfor din modstander i hulspil eller andre spillere i slagspil.
1
Spillet, spilleropførsel og Reglerne
1.2

Standarder for spilleropførsel

1.2a/1
Afgøre om en spiller har udvist alvorlig dårlig opførsel
Når Komitéen skal afgøre om en spiller har udvist alvorlig dårlig opførsel, skal alle omstændigheder tages i betragtning. Selv hvis Komitéen fastslår, at opførslen er alvorlig dårlig, kan Komitéen være af den opfattelse, at det er mere hensigtsmæssigt at advare spilleren om, at en gentagelse af den opførsel eller lignende opførsel vil resultere i diskvalifikation, i stedet for at diskvalificere spilleren i første omgang. Eksempler på handlinger, foretaget af en spiller, der sandsynligvis vil blive betragtet som alvorlig dårlig opførsel, omfatter:
  • Bevidst at forårsage alvorlig skade på en green.
  • At være uenig med bane-setuppet og selv begynde at flytte rundt på teestedsmarkeringer eller grænsepæle.
  • Være til fare for andres sikkerhed, såsom at kaste en kølle mod en anden spiller eller tilskuer.
  • Bevidst at distrahere andre spillere, mens de udfører slag.
  • At fjerne løse naturgenstande eller flytbare forhindringer til ulempe for en anden spiller, efter at den spiller har bedt om, at genstande eller forhindringer ikke blev fjernet.
  • Gentagne gange at nægte at løfte en bold, der ligger stille, når den er i vejen for en anden spiller i slagspil.
  • Bevidst at spille væk fra hullet og derefter mod hullet for at hjælpe spillerens partner (såsom at hjælpe spillerens partner med at læse hældninger på greenen).
  • Bevidst ikke at spille i overensstemmelse med Reglerne - og potentielt få en betydelig fordel ved ikke at gøre det - på trods af, at spilleren pådrager sig en straf for overtrædelse af den relevante Regel.
  • Gentagne gange at bruge vulgært eller fornærmende sprog.
  • At bruge et handicap, der er blevet etableret med det formål at give en urimelig fordel eller at bruge den runde, der spilles, for at etablere et sådant handicap.
  • Nægte at identificere en fundet bold, som kunne være spillerens bold.
Eksempler på en spillers handlinger, som, selvom der er tale om dårlig opførsel, sandsynligvis ikke vil blive betragtet som alvorlig dårlig opførsel, omfatter:
  • At slå en kølle hårdt ned i jorden, ødelægge køllen og forårsage mindre skader på græstæppet.
  • At kaste en kølle imod en golfbag og tilfældigvis ramme en anden person.
  • Tankeløst at distrahere en anden spiller, som udfører et slag.
1.3

Spille efter Reglerne

1.3b(1)/1
Diskvalificere spillere, der kender en Regel, men aftaler at ignorere den
Hvis to eller flere spillere bevidst aftaler at se bort fra en Regel eller straf, de ved gælder, er de diskvalificeret, undtagen hvis aftalen indgås inden runden og annulleres, før nogen af de involverede spillere starter på runden. Eksempelvis aftaler to spillere i slagspil at anse put inden for en køllelængde af hullet som værende i hul, selvom de ved, at de skal spille i hul på hvert hul. Mens de er på første green, finder en anden spiller i gruppen ud af denne aftale. Denne spiller insisterer på, at de to spillere, der indgik aftalen, spiller i hul, og det gør de. Selv om spillerne, der indgik aftalen, ikke fulgte den, da de faktisk spillede i hul, er de stadig diskvalificeret, fordi de bevidst indgik aftale om at se bort fra Regel 3.3c (undlade at spille i hul).
1.3b(1)/2
For at enes om at ignorere en Regel eller straf, skal spillerne vide, at Reglen findes
Regel 1.3b(1) gælder ikke, og der er ingen straf, hvis spillerne aftaler at se bort fra en Regel, som de ikke er bekendt med eller undlader at anvende en straf, som de ikke ved eksisterer. Eksempler, hvor to spillere ikke er bekendt med en Regel, eller hvor de ikke har anvendt en straf og derfor ikke diskvalificeres i henhold til Regel 1.3b(1), omfatter:
  • I en match enes to spillere på forhånd at give alle put inden for en bestemt længde, men de er uvidende om, at Reglerne forbyder dem give put på denne måde.
  • Før en 36-hullers hulspilsmatch enes to spillere om, at de kun vil spille 18 huller, og at den, der er bagud på dette tidspunkt, vil give matchen. De er uvidende om, at denne aftale ikke er i overensstemmelse med turneringsbetingelserne. Matchen spilles på denne måde, og spilleren, som er bagud efter 18 huller, giver matchen. Da spillerne ikke ved, at en sådan aftale er ikke tilladt,gælder resultatet.
  • I en slagspilsturnering er en spiller og dennes markør, som også er en spiller, usikre på, om lempelsesområdet for areal under reparation er en køllelængde eller to. Uvidende om Reglen, enes de om, at det er to køllelængder, og spilleren tager lempelse ved at droppe en bold næsten to køllelængder fra det nærmeste punkt af fuld lempelse. Senere på runden bliver Komitéen opmærksom på dette. Selv om ingen af spillerne diskvalificeres efter Regel 1.3b(1), fordi de var uvidende om Reglen, har spilleren spillet fra forkert sted og får straffen efter Regel 14.7 (spille fra forkert sted). Der er ingen straf for utilsigtet at give forkerte oplysninger om Golfreglerne.
1.3b/2
Fortolkninger relateret til Regel 1.3b(2): Rimelig vurdering
  • 9.6/2 – hvor skal man genplacere en bold, når den blev flyttet fra en ukendt placering
  • 17.1a/1 – bold mistet i enten strafområde eller unormalt baneforhold, som støder op til strafområde
  • 17.1d(3)/2 – spiller dropper bold, baseret på et skøn af, hvor bolden sidst krydsede grænsen til strafområde, men det viser sig at være det forkerte punkt
1.3c/1
Spiller er ikke diskvalificeret fra en turnering, når den runde ikke tæller
I turneringer, hvor ikke alle runder tæller, diskvalificeres en spiller ikke fra turneringen ved at blive diskvalificeret fra en enkelt runde. For eksempel i en holdturnering med hold af fire spillere, hvor de tre bedste scores for hver runde lægges sammen til at udgøre holdets score for hver runde, diskvalificeres en spiller fra anden runde for ikke at rette fejlen for at have spillet en forkert bold. Denne spillers score tæller ikke med til holdets score i anden runde, men spillerens score ville tælle for enhver anden runde af turneringen.
1.3c/2
Anvendelse af diskvalifikationsstraffe, at give (hul/slag) og forkert antal slag i slagspils-omspil
Under et omspil i en slagspilsturnering anvendes Reglerne som følger:
  • Hvis en spiller diskvalificeres (såsom for at udføre et slag med en ikke-tilladt kølle), er spilleren kun diskvalificeret fra omspillet, og spilleren er berettiget til enhver præmie, der kan være vundet i selve turneringen.
  • Hvis to spillere er i omspil, har en spiller lov til at give omspillet til den anden spiller.
  • Hvis Spiller A fejlagtigt opgiver det forkerte antal slag til Spiller B, og denne fejl resulterer i, at Spiller B løfter sin bold (såsom hvis Spiller B tror, at spilleren har tabt omspillet til Spiller A), har Spiller B lov til at genplacere bolden uden straf og afslutte hullet. Der er ingen straf til Spiller A.
1.3c(1)/1
En anden persons handling overtræder en Regel for en spiller
En spiller er ansvarlig, når en anden persons handling overtræder en Regel i forhold til spilleren, hvis det sker på spillerens anmodning, eller hvis spilleren ser handlingen og tillader det. Eksempler på, hvornår en spiller får straf, fordi spilleren har anmodet om eller tilladt handlingen, omfatter:
  • En spiller beder en tilskuer om at flytte en løs naturgenstand i nærheden af spillerens bold. Hvis bolden flytter sig, får spilleren ét strafslag efter Regel 9.4b (straf for at løfte eller bevidst at berøre bolden eller forårsage, at den flytter sig) og bolden skal genplaceres.
  • Der søges efter en spillers bold i højt græs. En tilskuer finder bolden og presser græsset ned omkring bolden, hvilket forbedrer de forhold, der påvirker slaget. Hvis spilleren ser, at dette er ved at ske, men ikke tager rimelige skridt til at forsøge at stoppe tilskueren, får spilleren den generelle straf for en overtrædelse af Regel 8.1a (spillerens handlinger, der forbedrer forholdene, der påvirker slaget).
1.3c(4)/1
Spiller får to et-slags straffe når der er en mellemliggende begivenhed
Hvis en spiller overtræder en Regel med ét strafslag og bliver klar over overtrædelsen, og så overtræder den samme Regel eller en anden Regel med ét strafslag, så får spilleren begge straffe, i alt to strafslag. Eksempelvis løfter en spiller sin bold i det generelle område for at identificere den uden at markere bolden. En anden spiller oplyser spilleren om straffen og at spilleren får ét strafslag efter Regel 7.3. Før bolden genplaceres, renser spilleren bolden mere end nødvendigt for at identificere den, hvilket også er en overtrædelse af Regel 7.3. Da spilleren blev gjort opmærksom på den første straf, var det en mellemliggende begivenhed, så derfor får spilleren også ét strafslag for at rense bolden, hvilket betyder, at spilleren får to strafslag i alt. (Ny)
1.3c(4)/2
Spiller overtræder Regel, overtræder så en anden Regel som del at sit næste slag
Hvis en spiller overtræder en Regel uden at være klar over den overtrædelse og så overtræder den samme Regel eller en anden Regel under spil med sin bold, får spilleren kun en straf. Eksempelvis tager en spiller i slagspil lempelse fra en ikke-flytbar forhindring nær en green, men dropper fejlagtigt en bold på et forkert sted. Før bolden spilles, fjerner spilleren sand på sin spillelinje i det generelle område i strid med Regel 8.1a og derefter udfører et slag fra et forkert sted. Da der ikke var nogen mellemliggende begivenhed mellem fjernelsen af sand og at spille bolden fra det forkerte sted, får spilleren kun en generel staf på to slag. (Ny)
UNDERSØG MERE