Tilbage
23

Four-Ball

Gå til afsnit
Udskriv Regel
23
Four-Ball
Formål: Regel 23 dækker Four-ball (spillet enten som hulspil eller slagspil), hvor partnere konkurrerer som en side, og hvor hver spiller deres egen bold. En sides score for et hul er den laveste score af partnerne på det hul.
23
Four-Ball
23.2

Scoring i Four-Ball

23.2a/1
Resultat af hul, når ingen bold er spillet korrekt i hul
Hvis ingen spiller fuldender et hul i Four-Ball hulspil, vinder siden, hvis spiller sidst samler op eller diskvalificeres fra hullet. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball match. På et givet hul spiller Spiller A ved en fejl Spiller C's bold, og derefter spiller Spiller C Spiller A's bold, og hver af dem spiller i hul med den bold. Spiller B og Spiller D spiller begge ind i strafområder og samler op. Under spillet af det næste hul fastslår Spiller A og Spiller C, at de begge spillede en forkert bold på det foregående hul. Afgørelsen er, at Spiller A og Spiller C er diskvalificeret for det foregående hul. Hvis Spiller B derfor samlede op før Spiller D, vandt side C-D hullet, og hvis Spiller D samlede op før Spiller B, vandt side A-B hullet. Hvis det ikke kan afgøres, hvilken spiller, der først samlede op, bør Komitéen afgøre, at hullet var delt.
23.2b/1
Score for hul skal kunne identificeres for den rette partner
I Four-Ball slagspil, skal partnere returnere et scorekort med korrekte hulscores, der kan identificeres for den rette partner. Følgende er eksempler på scoring i Four-Ball baseret på, hvordan scorekort udfyldes og returneres af side A-B:
  • I en handicapturnering spillede Spiller A og Spiller B begge i hul i 4 slag på et hul, hvor Spiller B havde et handicapslag og Spiller A ikke. Markøren noterede en bruttoscore på 4 for Spiller A, ingen bruttoscore for Spiller B, og en nettoscore for siden på 3. Scorekortet blev afleveret til Komitéen. Afgørelsen er, at Spiller A's score på 4 er sidens score for hullet. Kun Komitéen har ansvaret for at anvende eventuelle handicapslag. Sidens score er 4, som det er identificeret for Spiller A. Markørens notat af netto 3 er uden betydning.
  • På et hul samler Spiller A op, og Spiller B spiller i hul i 5 slag. Markøren noterer en score på 6 for Spiller A og en score på 5 for Spiller B. Scorekortet afleveres med disse scores registreret. Der er ingen straf, fordi partnerens score, der tæller for siden på dette hul, er korrekt registreret.
  • På et hul samlede Spiller A op, og Spiller B spillede i hul i 4 slag. Ved en fejl noterede markøren en score på 4 for Spiller A og ingen score for Spiller B. Scorekortet afleveres på denne måde. Afgørelsen er, at siden er diskvalificeret, fordi scoren for siden på dette hul er identificeret for Spiller A, og Spiller A færdigspillede ikke hullet.
23.2b/2
Anvendelse af Undtagelse til Regel 3.3b(3) for at aflevere ukorrekt scorekort
Følgende situationer illustrerer, hvordan Regel 3.3b(3) (forkert score for hul) og Regel 23.2b skal anvendes. I alle tilfældene afleverer side A-B et scorekort med en forkert score på et hul, og fejlen opdages efter, at scorekortet er returneret, men inden turneringen er afsluttet.
  • Spiller A afleverer en score på 4 og Spiller B afleverer en score på 5. Spiller A berører sandet i en bunker med en kølle under tilbagesvinget til et slag og var klar over straffen for et brud på Regel 12.2b(1) (begrænsninger mod at berøre sand i bunker), før aflevering af scorekortet, men undlod at medtage det i sin score for hullet. Undtagelsen fra 3.3b(3) gælder ikke, da Spiller A var opmærksom på straffen og siden diskvalificeres efter Regel 23.2b.
  • Spiller A afleverer en score på 4 og Spiller B afleverer en score på 5. Spiller A overtrådte Regel 12.2b(1) ved at berøre sandet under et prøvesving i en bunker, men heller ikke partneren var opmærksom på straffen, før aflevering af scorekortet . Undtagelsen til Regel 3.3b(3) finder anvendelse. Da Spiller A's score var scoren til at gælde for hullet, skal Komitéen tillægge den generelle straf til Spiller A's score på dette hul for overtrædelse af Regel 12.2b(1). Derfor er sidens score for hullet 6. Reglerne tillader kun, at siden bruger Spiller B's score, hvis begge partneres score var den samme på hullet (Regel 23.2b(2)).
  • Spiller A afleverer en score på 4, og Spiller B afleverer en score på 6. Spiller A flyttede sin bold under fjernelse af en løs naturgenstand i strid med Regel 15.1b. Spiller A genplacerede bolden, men var uvidende om straffen på ét strafslag. Spiller B overværede hele hændelsen og var opmærksom på straffen. Scorekortet afleveres med en score på 4 for Spiller A og 6 for Spiller B. Spiller A's score skulle have været 5 med det ene strafslag inkluderet. Undtagelsen under Regel 3.3b(3) gælder ikke i betragtning af Spiller B's viden om hændelsen og den deraf følgende straf, der skulle have været anvendt for Spiller A. Siden diskvalificeres efter Regel 23.2b.
  • Spiller A og Spiller B afleverer begge en score på 4. Spiller A løftede sin bold for identifikation i det generelle område, men det var ikke med rimelighed nødvendigt løfte den for at identificere bolden. Hverken Spiller A eller Spiller B var opmærksom på straffen for overtrædelse af Regel 7.3 før aflevering af scorekortet. Da begge scores på scorekortet er den samme, må Komitéen bruge enhver af dem. Hvis Komitéen havde brugt Spiller A's score, som senere blev fundet forkert, lader Komitéen Spiller B's score tælle, da den er korrekt, og der er ingen straf til siden.
23.4

En eller begge partnere kan repræsentere siden

23.4/1
Fastlæggelse af handicaptildeling i hulspil, hvis en spiller ikke er i stand til at spille
Hvis spilleren med det laveste handicap ikke er i stand til at spille i en Four-Ball match, der spilles med handicap, ses der ikke bort fra den fraværende spiller, da spilleren kan starte spillet for siden mellem spillet af to huller, hvilket i hulspil betyder, før en spiller på enhver af siderne er begyndt at spille et hul. Handicapslagene beregnes, som om alle fire spillere er til stede. Hvis et forkert handicap oplyses for den fraværende spiller, gælder Regel 3.2c(1) (oplyse handicap).
23.6

Sidens spillerækkefølge

23.6/1
Opgive retten til at spille i den rækkefølge, som siden finder bedst
Hvis en side i en Four-Ball match bekendtgør eller indikerer, at spilleren på den side, hvis bold er længst fra hullet, ikke vil færdigspille hullet, har spilleren opgivet sin ret til at færdigspille hullet, og siden må ikke ændre afgørelsen, efter at en modstander har spillet. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball match. Alle fire bolde er på greenen, hvor Spiller A, Spiller B og Spiller D ligger i to, mens Spiller C ligger i fire. Boldene fra Spiller A og Spiller C er ca. tre meter fra hullet, Spiller B's bold er en halv meter væk, og Spiller D's bold er en meter væk. Spiller C samler op. Spiller A foreslår, at Spiller B og Spiller D skal spille. Efter Spiller D har spillet, har Spiller A opgivet retten til at spille, og Spiller A's score kan ikke tælle for siden (hvis Spiller B for eksempel putter forbi). Resultatet ville være anderledes, hvis Spiller B havde været længere fra hullet end spiller D. Hvis Spiller B putter først og putter forbi, ville Spiller A stadig have ret til at fuldføre hullet, hvis Spiller A gør det, inden Spiller D spiller.
23.6/2
Partnere må ikke forsinke spillet urimeligt, når de spiller i en fordelagtig rækkefølge
Eksempler på situationer, hvor partnerne på side A-B spiller i en rækkefølge, de finder bedst, men kan få straf efter Regel 5.6a for urimelig forsinkelse af spillet, omfatter:
  • Spiller A's tee-slag på et par-3 hul, der spilles fuldstændigt hen over et strafområde, ender i strafområdet, mens Spiller B's tee-slag ender på greenen . Siden fortsætter til greenen uden, at Spiller A spiller en bold efter Reglen for strafområder. Spiller B bruger fire put for at afslutte hullet. Spiller A beslutter derefter at forlade greenen, gå tilbage til tee og sætte en anden bold i spil.
  • Efter deres tee-slag ligger Spiller A's bold 220 meter fra hullet, og Spiller B's bold er 240 meter fra hullet. Spiller A slår sit andet slag, før Spiller B slår. Spiller A's bold kommer til at ligge stille 30 meter fra hullet, og siden beslutter, at Spiller A går frem og udfører sit tredje slag.
23.6/3
Hvornår side i hulspil kan få slag annulleret af modstanderen
Når begge spillere fra en side spiller uden for teestedet i en Four-Ball match, kan kun det sidste slag annulleres efter Regel 6.1b. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball match, hvor Spiller A og Spiller B begge spiller uden for teestedet. Spiller A spiller først, efterfulgt af Spiller B, og side C-D kan annullere Spiller B's slag, men ikke Spiller A's. Regel 6.1b kræver, at annullering af slaget skal ske omgående. Dette gælder også, hvis Spiller A og Spiller B begge spillede, når det enten var Spiller C's tur eller Spiller D's tur til at spille under spillet af hullet.
23.7

Partnere må dele køller

23.7/1
Partnere må fortsætte med at give råd og dele køller, efter at en samtidig match er afsluttet
Når der samtidigt spilles Four-Ball- og single-matcher, er de to spillere på en side ikke længere partnere, efter at Four-Ball-matchen er afsluttet. De to spillere, der var partnere har dog stadig lov til at give hinanden råd og dele køller i resten af begge single-matcher. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball-match med samtidige single-matcher, hvor Spiller A spiller mod Spiller C, og hvor Spiller B spiller mod Spiller D - begge matcher på 18 huller. Spiller A og Spiller B deler køller, hvor alle 14 er medbragt af Spiller A. Hvis Four-Ball-matchen slutter på 16. hul, men begge enkeltkampe er lige, må Spiller A og Spiller B fortsætte med at bruge de køller, de valgte til spil (de delte køller), og give råd til hinanden på trods af, at Spiller A og Spiller B ikke længere er partnere.
23.8

Begrænsning mod at en spiller står bag ved partneren, når et slag udføres

23.8/1
Anvendelse af straf , når en spiller står på eller tæt på en forlængelse af spillelinjen bag ved partneren
Hvis en spiller i Four-Ball står på eller tæt på forlængelsen af spillelinjen bag sin partner og overtræder enten Regel 10.2b(4) eller 23.8, afhænger tildelingen af straf af grunden til at spilleren stod der og, hvis der er en overtrædelse, af hvorvidt spilleren eller partneren blev hjulpet af overtrædelsen. Eksempler inkluderer:
  • Spilleren får den generelle straf efter Regel 23.8, hvis spilleren stod på eller tæt på en forlængelse af spillelinjen for at hjælpe sig selv med sit næste slag (såsom for at få information om, hvordan det kommende putt kunne brække, baseret på hvordan partnerens bold brækker på greenen).
  • Partneren får den generelle straf efter Regel 10.2b(4), hvis spilleren stod i det forbudte område for at hjælpe partneren med opstilling til partnerens næste slag, og hvis slaget blev udført, uden hverken spiller eller partner gik væk.
  • Hvis spilleren stod i det forbudte område for at hjælpe sin partner med opstilling til partnerens næste slag, og spilleren samtidig tilfældigvis ser, hvordan spillerens næste slag kunne brække på greenen, får både spiller og partner den generelle straf. Dette begrundes i, at partnerens overtrædelse af Regel 10.2b(4) også hjalp spilleren, hvorfor spilleren får samme straf (se Regel 23.9a(2)). (Ny)
23.9

Når straf gælder for kun én partner, eller gælder for begge partnere

23.9a(2)/1
Eksempler på, hvornår spillers overtrædelse hjælper partners spil
Både i Four-Ball hulspil og slagspil, får partneren den samme straf, når en spillers overtrædelse af en Regel hjælper dennes partner. Eksempler på, hvornår begge partnere på side A-B får den samme straf:
  • Side A-B spiller mod side C-D, og Spiller B's bold er i nærheden af hullet og i en position til at hjælpe Spiller A med at sigte. Spiller C kræver, at Spiller B skal markere og løfte sin bold. Spiller B afviser at løfte bolden, og Spiller A putter, med Spiller B's bold som hjælp til at sigte. Spiller B får den generelle straf efter Regel 15.3a (bold på greenen til hjælp for spil) for ikke at løfte den hjælpende bold, og da dette hjalp Spiller A, får Spiller A også den generelle straf.
  • Spiller A's bold er out of bounds, og spiller A beslutter ikke at færdigspille hullet. Spiller B's bold er i en lignende afstand fra hullet. Spiller A dropper en bold i nærheden af Spiller B's bold og spiller ind på greenen og hjælper dermed Spiller B. Da hullet ikke er færdigspillet, og resultatet endnu ikke er afgjort, skal Spiller A's yderligere spil betragtes som øvelse i strid med Regel 5.5a (ingen øvelse, mens et hul spilles). Da Spiller A's øvelsesslag hjalp Spiller B, får Spiller B også den generelle straf.
23.9a(2)/2
Eksempel på, hvornår spillers overtrædelse skader modstanderens spil
Hvis en spillers overtrædelse af en Regel i Four-Ball hulspil, skader en modstanders spil, får spillerens partner også den samme straf. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball match. Spiller A opgiver det forkerte antal slag, som Spiller A har brugt til enten Spiller C eller Spiller D, mens alle fire spillere er med i spillet på et hul. Side C-D baserer sin strategi på denne information, og en af dem udfører et slag. Spiller A får den generelle straf efter Regel 3.2d(1) (fortælle modstander om antal brugte slag) for ikke at opgive det rigtige antal udførte slag. Spiller B får den samme straf, fordi overtrædelsen skader en modstanders spil. Side A-B taber derfor hullet.
23.9a(2)/3
At opgive forkert antal udførte slag, eller undlade at fortælle modstanderen om straf, betragtes aldrig som at skade modstanderen, når spilleren er ude af spillet
Når en spiller i en Four-Ball match er ude af spillet på et hul, og spilleren enten opgiver det forkerte antal udførte slag, eller ikke giver besked til en modstander om en straf, anses det aldrig for at skade modstanderens spil, da spillerens score på hullet ikke vil være relevant i matchen. For eksempel spiller side A-B mod side C-D i en Four-Ball match. Spiller A får ét strafslag og undlader at fortælle modstanderne om det. Hvis Spiller B så spiller i hul før enten Spiller C eller Spiller D udfører yderligere et slag eller foretager en lignende handling, og Spiller B's score er lavere end Spiller A kunne have opnået uden at straffen talte, anses Spiller A for at være ude af spillet og kun denne spiller diskvalificeres efter Regel 3.2d.
UNDERSØG MERE