Udskriv Regel
2
Banen
Formål: Regel 2 introducerer de grundlæggende ting, en spiller bør vide om banen:
  • Der er fem definerede baneområder, og
  • Der er mange typer definerede genstande og forhold, som kan indvirke på spillet.
Det er vigtigt at vide, hvilket baneområde bolden ligger i og status for alle indvirkende genstande og forhold, fordi de ofte bestemmer spillerens muligheder for at spille bolden eller tage lempelse.
2
Banen
2.1

Banens grænser og out of bounds

Golf spilles på en bane, hvis grænser er bestemt af Komitéen. Områder, som ikke er på banen, er out of bounds.
2.2

Definerede baneområder

Der er fem baneområder.
2.2a

Det generelle område

Det generelle område dækker hele banen undtagen de fire specifikke baneområder, som er beskrevet i Regel 2.2b. Det kaldes det ”generelle område" fordi:
  • Det dækker det meste af banen, og det er derfra, en spillers bold for det meste bliver spillet, indtil bolden når greenen.
  • Det omfatter enhver type overflade og voksende eller fastsiddende genstande, som findes i det område, f.eks. fairway, rough og træer.
2.2b

De fire specifikke områder

Visse regler gælder specifikt for de fire baneområder, som ikke er i det generelle område:
  • Teestedet, spilleren skal bruge, når der startes på det hul, der spilles (Regel 6.2),
  • Alle strafområder (Regel 17),
  • Alle bunkers (Regel 12), og
  • Greenen på det hul, spilleren spiller (Regel 13).
2.2c

Bestemme området på banen, hvor bolden ligger

Baneområdet, hvor spillerens bold ligger, har indflydelse på hvilke Regler, der gælder, når bolden spilles, eller der tages lempelse. En bold anses altid for kun at ligge i ét baneområde:
  • Hvis bolden berører både det generelle område og et af de fire specifikke baneområder, så anses bolden for at ligge i det specifikke baneområde.
  • Hvis bolden berører to specifikke baneområder, anses den for at ligge i det specifikke område, som kommer først i denne rækkefølge: Strafområde, bunker, greenen.
2.3

Genstande eller forhold, som kan være til gene under spillet

Visse Regler kan give lempelse uden straf for gene fra bestemte, definerede genstande eller forhold, såsom:
  • Løse naturgenstande (Regel 15.1),
  • Flytbare forhindringer (Regel 15.2), og
  • Unormale baneforhold, som er dyrehuller, areal under reparation, ikke-flytbare forhindringer og midlertidigt vand (Regel 16.1)
Men der er ingen lempelse uden straf fra grænsemarkeringer eller integrerede genstande, som er til gene for spillet.
2.4

Områder med spilleforbud

Et område med spilleforbud er en defineret del af et unormalt baneforhold (se Regel 16.1f) eller et strafområde (se Regel 17.1e), hvorfra det ikke er tilladt at spille. En spiller skal tage lempelse når:
  • Spillerens bold er i et område med spilleforbud, eller
  • Et område med spilleforbud er i området for spillerens tilsigtede stance eller det tilsigtede sving, når en bold spilles uden for området med spilleforbud (Se Reglerne 16.1f og 17.1e).
Se Procedurer for Komitéen, Afsnit 5I (2) (Et kodeks for god opførsel kan forlange, at spillerne overhovedet ikke må gå ind i et område med spilleforbud).: 
UNDERSØG MERE
Regel 1Spillet, spilleropførsel og Reglerne
Formål: Regel 1 introducerer disse centrale principper for spilleren: Spil banen, som du finder den, og spil bolden, som den ligger. Spil efter R...
Læs mere